Hun mistede sin far til sygdom. Det kom til at betyde, at familien splittede op, og Maria har i dag heller ikke kontakt til sin mor. Det resulterede i en depression og et opkald til Livslinjen. Samtaler med psykiatere og selvmordsforebyggelse hjalp ikke. Da en coach fortalte hende, hvor vigtigt fysisk kontakt er, gik et lys op for hende. 

Af: Chiara Bastiani Storm

Han er et lille barn i en voksen krop. Han skriger. Han græder. Han råber. Han er en voksen mand, men alligevel er hans råb et ønske om mor og far. Hans krop er fikseret i sengen, for ellers falder han ud. Tårerne triller på Marias kind. Hendes far er ikke et rigtigt menneske længere. Hun holder hans hånd i sin. Knuger den. Også selvom han ikke ved, hvem hun er.  

Maria Frandsen er i dag 23 år. Hun startede med at besøge sin far på Plejecenter Snorretoppen, da hun gik på Bornholms Gymnasium. Hun tog ind og spiste morgenmad med ham tidligt om morgenen. De sad i hans seng og spiste croissanter og drak kaffe, inden hun tog i skole. Han sad med dynen trykket op om maven med en T-shirt på overkroppen og tallerkenen med croissanten liggende i skødet. Det var noget af det eneste, han kunne overskue at spise. Alternativet var, at han ikke spiste noget.

Maria kom til Danmark med sin tvillingesøster, da hun var to år. De blev adopteret og flyttede ind hos deres forældre i et hus på Bornholm. Maria havde en opvækst med en fuldendt familie, kærlighed og kram. 

Lige indtil hendes far blev syg. Da ændrede tingene sig. Det startede en lavine af intrigerer og uvenskaber internt i familien. Maria følte sig splittet. Hun havde ikke regnet med at det at miste sin far også betød, at hun ville komme til at miste sin mor. 

Kun bevidstheden tilbage

Da Maria flyttede til København for at studere, rejste hun til Bornholm hver anden uge for at se sin far. Der var altid sket en forandring mellem de to besøg. Han fik det værre. Han havde fået diagnosticeret Alzheimers og flyttede på plejehjem i en alder af 53 år. Det gik hurtigt. Sygdommen tog til. Funktionerne i hjernen lukkede ned, en efter en. Til sidst var der kun bevidstheden, der var tilbage. En samtale var ikke mulig. Der var ikke noget, der var muligt til sidst. 

”Maria er her,” sagde hendes farmor, når hun kom på besøg på plejehjemmet. 

Ingen reaktion. Alligevel holdt hun om ham, mens tårerne pressede sig på. Det vigtigste, for hende, var, at han havde følelsen af at være i trygge hænder. Han nåede ikke at fylde 55 år. 

Når ingenting længere giver mening 

Maria har mistet sin far, men hun har heller ikke set sin mor. Hun kan ikke magte at være den mor, hun har været før, siger hun.

Til februar er det hele et år siden. 

Maria har følt sig ensom. Hun har drukket mere alkohol, end hun plejer. Hun har haft depression med dage, hvor hun har ligget i sin seng og sovet, kun afbrudt af at have undervisning på zoom. Hun har ringet til Livslinjen, da ingenting længere gav mening.

Det har betyder henvisning til psykiatrisk center, selvmordsforebyggelse, samtaler med psykiatere. Det hjalp ikke. Følelsen af tryghed har manglet. Følelsen af at have nogen at dele sit liv med. Bekendtskabskredsen var stor, men følelsen af ensomhed var større. For Maria var det var som at stå ved siden af en masse små rundkredse uden at være en del af en selv. 

Maria oplevede lettelsens suk, da hun en dag var til coach. Coachen fortalte hende, at ensomhed kan komme – selvom man har mange mennesker omkring sig. Det handler om tilknytning. Og tilknytning kommer gennem berøring. Derfor er berøring altafgørende – lige så afgørende som at spise. Uden mad bliver man sulten. Uden fysisk kontakt kan man føle sig ensom. 

Maria mærkede begejstringen helt indefra. Det gav mening. Hendes følelser gav mening. Og det gav mening, at ens problemer ikke nødvendigvis bliver løst af at snakke om dem. Ens menneskelige behov skal også være i orden.

Fysisk kontakt aktiverer vigtige hormoner 

Charlotte Voetmann, der er neuropædagogisk konsulent, forklarer, at fysisk kontakt aktiverer de beroligende hormoner oxytocin og serotonin, der er direkte angstdæmpende og tryghedsskabende. Hvis ikke hormonerne bliver aktiveret, begynder vi at mistrives.

”Vores følende hjerne er opdelt i tre centre. Det ene er amygdala, der står for stresshormonerne. Det mellemste center er hypocampus, der står for glæde og korttidshukommelsen. Det tredje center er geosingularis, der står for evnen til at have en relation,” siger hun. 

”Hvis vi befinder os i amygdala for meget af tiden, så ryger der en egetræskistelåg ned over de to andre centre, så vi ikke kan komme ind til dem.” 

Det ser man for eksempel med folk, der har depression. De får antidepressiver, fordi hjernen ikke længere har samme adgang til hippocampus, der aktiverer glædeshormoner. Grundstoffet i antidepressiv medicin er serotonin, som man altså kan aktivere gennem fysisk kontakt. 

”Mennesker, med mangel på fysisk kontakt, befinder sig i højere grad i amygdala, og det begrænser adgangen til de to andre centre,” siger Charlotte Voetmann. 

Offentligt problem 

Vigtigheden af fysisk kontakt er forskningsmæssigt blåstemplet, men vi har stadig et offentligt problem med at forvalte den fysiske kontakt.” Det mener Lucy Vittrup, der i 2016 startede en uddannelse for ’cuddlere’. En betegnelse, der dækker over et professionelt erhverv, hvor man tilbyder non-seksuel fysisk kontakt.

”Det at forstå, at non-seksuel fysisk berøring i sig selv har enormt værdi, for vores generelle trivsel, er kommet meget mere i frem – særligt efter første covid-bølge,” siger Lucy Vittrup.

Hun faldt over Krestin Moberg, der er læge og professor i fysiologi. Moberg mener, at man burde kunne få fysisk berøring på recept.

Selvom vigtigheden af den fysiske kontakt er forskningsmæssigt blåstemplet, mener Lucy Vittrup, at der stadig er lang vej til at kunne få den på recept. Der er lang vej i sundhedssystemet, men også for den enkelte borger. Det ville nemlig kræve erkendelsen af, at man manglede den.

”Jeg ville have det ambivalent med at få det på recept, men jeg tror, jeg ville benytte mig af det,” siger Maria om idéen med fysisk berøring på recept. 

Et sidste farvel 

Maria sidder forrest i kirken. Det er en kold dag i februar, men solen skinner alligevel ind ad kirkens vinduer. Solens stråler skaber blålige mønstre på den rødstensmurede væg, der danner endemuren for Rønne Kapel. Kisten står centreret i midten. Den hvide farve lyser op skaber en stærk kontrast til kirkens røde vægge. Der ligger en stor blomsterkrans på kisten, og der ligger blomster hele vejen ned mellem kirkebænkene. Der er flere mennesker i kirken, end Maria havde regnet med. Hendes far var ikke særlig social. Han brød sig ikke om, at der blev holdt fødselsdag, eller at der samledes mange mennesker om ham. Generelt skulle der ikke ske store ting.

Af samme grund har Maria, en grå sweater på. Hun ved, at han ville have ønsket, at det skulle være så tæt på hverdag som muligt. Derfor er sweateren grå. For hverdagen. Men den har striber. Grønne. For håb. 

Tårerne triller. Maria varmer sig i sin sweater. Kigger på lyset, der falder ind vinduet. Græder. 

Hendes tvillingesøster rejser sig og stiller sig foran kisten. Hun vil synge en sang for sin far. Maria stopper med at græde. Følelsen af sorg bliver et øjeblik erstattet af følelsen af bekymring. Hun er bange for, at hende søsters sang kommer til at lyde dårligt. Og det er hun i en grad, der faktisk gør det umuligt at græde for en stund. 

Der er stilhed et øjeblik. Stilheden bliver afbrudt, da de første toner fra Hallelujah varmer det ellers kolde kirkerum op. Kulden forsvinder. Marias bekymring forsvinder. Kun søsterens stemme fylder kirkerummet. Lettelse. Maria mærker suset gennem rækkerne i kirken. På et splitsekund skifter stemningen. Fra sørgmodig til smuk. Maria giver efter. Tårerne begynder at trille igen. I en strøm som aldrig før.