“Kunst skaber et sprog , der ikke er der”

Marie Louise og Jan Wøldike både driver og bidrager med kunstværker til Solbjerg Galleri.

Marie Louise og Jan Wøldike driver, sammen med de lokale, et galleri i Solbjerg. Galleriet er tænkt som et mødested for lokale, men det kunstpassionerede par håber også på at kunne udbrede kendskabet og glæden ved kunsten. Den kan nemlig noget helt særligt. 

Af Chiara Bastiani Storm 

Man kan høre børnestemmer fra baglokalet. Der er kunst på væggene. Glasfigurer på hylderne. Marie Louise Wøldike tager en tår af sin kaffe, og man kan se malerresterne på siden af hånden, når hun løfter koppen. Små streger af blålige og grønlige nuancer. De matcher en af de udstillede kunstværker. Hendes mand, Jan Wøldike, trækker forhænget til baglokalet fra, hvor deres to små drenge sidder. Han peger op på en hvid whiteboard tavle og læser højt: ”Kunst er ikke noget man kan lide. Det er noget, der river op og går på nerverne, så man enten forarges eller begejstres.” 

Der ligger flere villaer på Solbjerg Hovedgade, men denne røde murstensvilla er anderledes. Der er monteret et lille skilt fast ved siden af døren i stueetagen. Solbjerg Galleri, står der. Det er parret, Jan og Marie Louise Wøldike, der driver det med støtte fra Solbjerg Kunstforening. Når man kigger ind, er galleriet på størrelse med en dagligstue. 

”Det er ikke et kunstmuseum, og det er ikke et kæmpestort galleri, hvor tingene koster 15.000 kr. Det er et lillebitte, lokalt initiativ, som drives på hjerteblod,” siger Marie Louise Wøldike.

Galleriet drives af lokale til lokale 

Galleriet, der til sommer kan fejre sin treårsfødselsdag, bliver drevet af byens lokale. Alle, der er interesserede, kan få lov til at få en vagt i galleriet. Man behøver ikke være kunstner og udstille værker, som Marie Louise og Jan Wøldike selv gør det. Galleriet udspringer af en passion for kunst, men det har i lige så høj grad til formål at skabe et rum for byens lokale. Et rum til fællesskab og dialog.  

Når galleriet har åbent, og det er Jan Wøldike, der har vagt, lægger han en video ud på lokalbefolkningens sociale medier. Her skriver han, at galleriet har åbent, og at man er velkommen til at komme forbi til en gratis kop kaffe og en snak, som ikke behøver at handle om kunst.

Udover at skabe et fællesskab håber parret på at kunne udbrede kendskabet og glæden ved kunst. Den fylder nemlig noget helt særligt hos dem selv. Den er med til at berige deres liv på mange planer. Når de selv står og skaber et maleri, oplever de det som meditation. På galleriet kan det være med til at starte en dialog. Alene, kan man komme i kontakt med sig selv.  

”Det kan være, man få en følelse af ro, når man ser på et billede. Eller bliver nysgerrig, eller får en melankolsk stemning, eller hvad det nu måtte være. Det er det, sådan et rum her kan – og det er det, kunst kan,” siger Marie Louise Wøldike. 

Kunst er følelser 

Den konstante summen, man har kunne høre i det lille galleri, stopper. Lyden af barnestemmer fra baglokalet er stilnet hen. I stedet bliver forhænget trukket fra, og to lysehårede drenge trisser forsigtigt ind i lokalet. De kigger på deres forælde og spørger, om de må få nogle penge til at gå ned til Wahit lidt længere nede af vejen. Marie Louise Wøldike efteraber drillende deres spørgsmål, men hun rejser sig for at gå hen til sin taske. Imens hun finder pungen frem, er der et øjebliks stilhed i lokalet. En af drengene kigger op på et abstrakt maleri på væggen. 5500 kr. står der på et håndlavet skilt ved siden af. ”Mor, hvorfor koster det så mange penge?” Spørgsmålet lægger sig for en kort stund som en dyne af stilhed over det lille galleri. 

For nogle kan ordet kunst have en afskrækkende klang af penge og investeringer, viden og elitært snobberi. Det kan lugte af en arena, hvor det bedre borgerskab kan udstille deres rigdom og arrogance. For Marie Louise og Jan Wøldike handler kunst om noget helt andet. 

”Kunst kan være med til at rive noget op, som man måske ikke vidste, var der. Kunst kan være en medskaber til at få følelser i spil. Det er det, jeg tænker, kunst er. Det er følelser,” siger Jan Wøldike. 

Galleriet giver kaffe og oplevelser

Parret håber, at deres galleri er et sted, som alle har lyst til at tage et smut forbi. Også bare til en kop kaffe. Men de mærker glæden og motivationen, når gæster i galleriet, oplever noget gennem kunsten, som de ikke havde regnet med. 

”Jeg havde en landmand, der kom ind, fordi han dyrkede præmiehøns. Så ville han se, om vi havde nogle malerier med præmiehøns. Det havde vi ikke, men han ville gerne alligevel lige gå rundt og kigge lidt. Og så fik han måske alligevel noget med. Han fik en oplevelse. Og det er det vi gerne vil,” siger Marie Louise Wøldike.

På trods af galleriets trænge plads, er der en bred vifte af forskellig slags kunst. Malerier af sø og skov, glasfigurer der forstiller dyr i alle farver og former, sjove tegninger og abstrakte, farverige malerier. Parret prøver bevidst, at få forskellige kunstnere ind på galleriet. Den forskelligartede stil bliver en måde at blive inviteret ind i forskellige universer og eksistenser.

”Jeg kan godt lide, når jeg bliver optaget af, hvad det er for et motiv eller hvad for et menneske, der er bag det her kunst. Hvad har Kirsten tænkt, når hun har stået og malet? På en eller anden måde skaber det dialog, selvom man ikke taler sammen,” siger Marie Louise Wøldike. 

Jan Wøldike nikker og supplerer: ”Det skaber jo et sprog, der ikke er der.” 

One thought on ““Kunst skaber et sprog , der ikke er der”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *